Sæsonkortholdere har forkøbsret til europæiske hjemmekampe i 2017/18-sæsonen. Der gælder imidlertid særlige regler for Sydsiden, da ståpladser ikke er tilladt i UEFA-regi.

Nedenfor kan du se, hvordan forkøbsretten fungerer for sæsonkortholdere på Sydsiden til kampe henholdsvis uden og med sæder på Sydsiden nedre.

Kampe med sæder på Sydsiden nedre
Til kampe med sæder på Sydsiden nedre vil denne del af tribunen have nedsat kapacitet. På grund af sæderne er der således kun 2.300 pladser, og det betyder, at de 2.300 første, der forlænger eller køber sæsonkort til Sydsiden nedre, har førsteret til at købe billet.

Udnyttes denne førsteret ikke, går retten videre til de resterende sæsonkortholdere på listen – i prioriteret rækkefølge. Er der en sæsonkortholder blandt de 2.300 øverste på listen, som ikke udnytter sin førsteret, går denne ret videre til nr. 2.301 på listen. I denne sæson har Brøndby IF 2.700 sæsonkortholdere til Sydsiden nedre.

Der vil altså fremover blive tale om en rangliste efter anciennitetsprincippet, hvilket betyder, at man fra denne sæson og frem vil være sikker på sin plads på ranglisten, såfremt man fornyer sin plads fra år til år. Ligger man mellem nr. 1 og nr. 2.300 på ranglisten er man fremover garanteret en plads på Sydsiden nedre, hvis man udnytter sin forkøbsret.

Eksempel: Hvis du er nummer 1.964 på ranglisten til Sydsiden nedre efter dette års sæsonkortsalg, vil du være garanteret en plads på listen over de 2.300 sæsonkort, som hvert år får forkøbsret til Sydsiden nedre, så længe du fornyer din plads år for år. Hvis du derimod vælger ikke at forny dit sæsonkort næste år, vil du ryge bagerst i køen.

Pladserne på Sydsiden øvre vil være nummererede, og sæsonkortholdere til denne del af tribunen vil have forkøbsret til den sædvanlige plads.

Kampe uden sæder på Sydsiden nedre
Til kampe uden sæder på Sydsiden nedre vil denne del af tribunen være lukket. Det betyder, at der vil være forkøbsret til Sydsiden øvre blandt alle Sydsiden-sæsonkortholdere efter først-til-mølle-princippet. Pladserne vil være unummererede.

Det betyder derfor også, at sæsonkortholdere på Sydsiden øvre ikke har forkøbsret til deres faste plads, og sæsonkortholdere til Sydsiden nedre og øvre vil altså have lige stor chance for at få plads på Sydsiden.